Nordisk målstræv

Den danske jurist og dramatiker Sven Clausen vil formodentlig jevnligt være å finne på denne blogg. Hans språgpolitiske bestræbelser er nesten alldeles glemte i dag. I 1937 udgav han "Imod språgforbistringen" og i 1938 "Nordisk målstræv" hvåri han fremlegger sine tanker om det nordiske språgfellesskaps fremtid som han ønskede å sikkre gennem en tilnærmelse mellem de nordiske dialekters ordforråd.

At Clausen er gået i glemmebogen, skyldes formentlig to forhåld: En del av hans målstræv "segrede sig ihjell" ved rettskrivningsreformen i 1948 hvår dansk inførte bolle-å'et og de små begynnelsesbogstaver i substantiver m.m., en reform som, om enn den berørte de lidt mere overfladiske dele av rettskrivningen, komm til å stå klart i den folkelige bevissthed som den egentlige "nordiske rettskrivning" som hærmed var et avsluttet kapitel.

Dessuden udartede hans opprinneligt vakkre tanke om en tilnærmelse mellem de nordiske dialekter på grund av den tyske besettelse av Danmark under Annen Verdenskrig i en allt mere antitysk rettning. Fra opprinneligt blott å betone det nordiske går hans efterfølgende "Årbøger for nordisk målstræv" også in på hvad han anser for iboende tendenser i det tyske språg som styrer tanken i autoritær rettning, og som bør undviges - alltså en slags Sapir-Whorf-hypotese før Sapir og Whorf. Disse uvidenskapelige betraktninger har ikke ligefrem bidraget til å styrke målstrævstanken efterfølgende.

Clausen gjorde ærligt oppmerksom på, at han ikke var filolog, men var drevet til språgpolitikk av en bekymring for det nordiske språgfellesskaps fremtid. Han var heller ikke purist; det nordiske målstræv var ikke rettet imod at eliminere fremmedord, men mod så vidt muligt å modarbeide forskellene mellem de nordiske dialekter. Fra "Nordisk Målstræv" citerer jeg:

"De små skandinaviske språg udvikkler sig bort fra hverandre således at vi må forudse det tidspunkt da vi ikke lengere kan fatte hinannen. Dærsom nu en sådan katastrofal språgudvikkling foregikk innen for samme statsområde, da ville man antagelig reagere og sige: Dette må ikke finne sted. Vi må først og fremmest bevare selve språgområdets eksistens. Det er vårt viktigste språglige spørsmål.

Men fordi tragedien udspilles innen for 4 a 5 statsområder, så interesserer sagen ikke almenheden. Ved debatter om språglige spørsmål anføres det interskandinaviske hensyn aldrig. Trettes folk om et ord, hvårledes det bør udtales eller staves, eller om man overhovedet bør anvende det, aldrig faller det någen in å anføre hensynet til selve vårt språgområdes eksistens, alltså hensynet til å bevare overensstemmelse med språget i Norge og Sverige. Dette hensyn ligger i virkeligheden udenfor folkenes himmelbryn. (...) Dette er språgforbistringen, og den bør modarbeides."

I dag bruges ordet språgforbistring ganske visst ennu, men nu om enhver språgforandring som vekker ergrelse hos någle - en brug av udtrykket uden någen forbinnelse med hvad Clausens ærende var.

"Nordisk målstræv" bærer præg av å være lidt av et hastverksarbeide, kanske for tilfellet sammensatt av forskellige avsnitt og kryddret med anekdoter, lægmannsbetraktninger og referater av debatten i 1938. Bogen innehåller imidlertid adskillige håldbare betraktninger, blant annet om skoleundervisningens betydning:

"Hvad der i alle fald er sikkert, er at forbistringen skrider fremad. Når man betenker båderne ved å ha et større språgområde, så tykkes det selvklart, at kernen i modersmålsundervisningen i de nordiske landes skoler burde være modarbeidelse av øget språgforbistring."

"Hvår lang tid eller hvår kort vil der gå innen vi ikke lengere hær i Norden kan læse hinannens språg dærsom en slig udvikkling fortsettes? Rettskrivningsreformer er et fellesnordisk anliggende."

"Man må dærfor ha det midtpunktsøgende målstræv in i skolerne. Dels var det rimeligt om hver enkelt elev fikk en ordliste hvårav det fremgikk hvilket av to parallelle ord han burde foredrage. Dels burde der øves en nordisk tekstkritikk hvår endemålet bestod i å rette elevernes oppmerksomhed mod det udvidede språgområde. (...) At dansk er et led i et udvidet språgområde, og at hver enkelt gennem sin språgbehandling er med til å bestemme om dansk skal vedbli å være led i et sligt større språgområde, det er neppe gået opp for en eneste skolediscipel."

"Og jeg har hørt flere finnsk-finnske forfattere sige at vell burde børnene lære et språg ud over finnsk, men så burde det være engelsk, og ikke et språg der taltes av 6 millioner [1938]. Det ligger klart i dagen at vi alle er interesserede i å fasthålde og understrege at vårt språgområde er på 15 millioner [1938], og ta konsekvensen av at vi ønsker dette fasthåldt."

Sven Clausen foreslår, så vidt jeg kommer i hug, i en av sine årbøger blant annet at man venner skoleeleverne til en mere nordisk språgkultur ved å avspille grammofonopptagelser med de mere nordiske ord for dem (!); om reguleringen av språget skriver han: "[eksemplerne] viser hvår nødvendigt det er å ha et eller annet centralorgan for de nordiske mål dærsom der skal være någet håp om å bevare den ømsesidige forståelighed. Et sådant organ skulle ingående følge udvikklingen og derpå minst én gang om året udskikke sine advarsler gennem radio og presse."

Viljen er god nokk (og et fellesnordisk språgnevn burde ha været nedsatt for lengst), men valjet av den rette informasjonsteknologi er - i 1938 og i dag - blott et sekundært aspekt i oppretthåldelsen av språgfellesskapet. Det primære er samkvemm, samkvemm og atter samkvemm imellem Nordens folk. Felles uddannelse, felles litteratur, felles trykkte og elektroniske medier - på flest mulige måder et felles civilsamfund. En språglig tilnærmelse kan alene finnes som en del av en større kulturell tilnærmelse mellem de nordiske lande.

Clausen slutter blant annet med å sige: "Når jeg ikke er blevet stående ved defensiven, imod språgforbistringen, men er gået over til offensiven, for helnordisk målstræv, da er det fordi defensiven i lengden er en allt for sørgelig stilling å inta. Offensiven i defensiven kunne man kalle det".

Hans bekymring har i dag vist sig alldeles vellbegrundet - nu mest på grund av den hastige fonetiske og fonologiske språgforandring i dansk. Dærfor er der som skandinavist all mulig grund til å være pessimist. Men alligevell: "dærsom man stod tidligt opp og smed frakken, var det ikke utenkeligt at der kunne gøres et og annet".